Return to site

Drømmer du om at blive iværksætter?

 

Her får du 7 gode råd til, hvordan du kommer i gang

Går du du og drømmer om at begive dig ud på et iværksættereventyr? Danmark er et de bedste lande i hele verden at starte en ny virksomhed i, så hvorfor ikke bare springe ud i det med hovedet først - det er jo i vandet, at man lærer at svømme. Læser du de følgende syv gode råd til at komme i gang med en virksomhed, bliver du hurtigt klar.

#1 Vær parat

Første gang du får indskydelsen om at blive selvstændig, er dine tanker og idéer måske en smule diffuse. “Er jeg parat til at have min egen virksomhed?”, er det helt centrale spørgsmål at stille sig selv. Svaren på det ligger gemt bag andre gode spørgsmål såsom:

  • Er mit produkt/ydelse godt, og er der et marked for det?

  • Hvor meget tid vil jeg lægge i det?

  • Opvej dine styrker og svagheder som selvstændig.

  • Få afstemt forventningerne med din nærmeste familie.

#2 Sæt ord på

Det er meget vigtigt, at du får sat ord på din virksomhed i form af en forretningsplan. En forretningsplan skaber overblik over, hvordan du planlægger at drive din forretning, og vil give ikke bare dig men også investorer og banker ro i maven.

I en forretningsplan beskriver du:

  • Hvad din virksomhed laver.

  • Hvem dine kunder er.

  • Hvad DU kan, som konkurrerende virksomheder ikke kan.

  • Hvad dine varer koster, og hvor mange penge du har brugt på at indkøbe dem.

  • Langsigtet plan for hvad du vil opnå og hvordan.

  • Hvem der skal hjælpe dig med det.

#3 Sæt tal på

Et budget er på sin vis også en del af din forretningsplan, men vi dedikerer her et særskilt afsnit til dette emne. Budgettet er nemlig alfa omega for, om du kommer i mål med din virksomhed. Du skal opstille et realistisk budget, der beskriver, hvor meget virksomheden skal tjene, for at alt løber rundt. Det overordnede budget består af alt i alt fire budgetter:

  • Etableringsbudget: hvor mange penge, der skal bruges for at etablere virksomheden.

  • Driftsbudget: virksomhedens forventede indtægter og udgifter.

  • Likviditetsbudget: hvilke månedlige beløb, der forventes at gå ind og ud af virksomhedens bankkonto. Likviditetsbudgettet giver dermed overblik over, om virksomheden har brug for lån eller kassekreditter.

  • Statusbudget: en oversigt over virksomhedens aktiver (værdier) og passiver (finansieringen af aktiver). Der skal gerne være balance mellem din virksomheds aktiver og passiver.

#4 Virksomhedens navn og lokation

Virksomheden navn har du måske allerede styr på, men du skal også huske, at det i denne digitale tidsalder er centralt at være til stede på internettet også. Du skal derfor også have et domæne og/eller en firmaprofil på de sociale medier, så sørg for at undersøge, om dine påtænkte domæner og firmaprofilnavne er ledige, inden du bestemmer virksomhedens navn.

Derudover skal du selvfølgelig også finde ud af, hvilken “form” virksomheden skal have:

  • Personligt ejet selskab

  • Interessentselskab: I/S

  • Aktieselskab: A/S

  • Anpartsselskab: ApS

  • Iværksætterselskab: IVS

#5 Finansiering

Det kræver økonomi at starte en virksomhed, og typisk vil man behøve et lån eller indskud for at komme i gang. Det kunne eksempelvis være fra en bank, men mange selvstændige i dag oplever, at det er blevet sværere at blive finansieret af bankerne end tidligere. Der findes heldigvis andre glimrende finansieringsmuligheder:

  • Kreditforeninger

  • Ventureselskaber

  • Crowdfunding

  • Vækstfonden

  • Statslige tilskud

#6 Bogføring

En af de ting, som andre selvstændige oplever som en stor udfordring, er alt papirarbejdet, der følger med at være selvstændig, altså bogføring. Ikke desto mindre er det noget, som man bare SKAL have styr på. I en typisk virksomhed indbefatter papirarbejdet:

  • Fakturering og bogføring af bilag

  • Debitor- og kreditorstyring

  • Momsberegning

  • Løbende indberetninger til SKAT samt årsregnskab

Måske har man helt styr på alt dette og kan varetage opgaven på egen hånd, men for langt de fleste vil det være en god investering at gøre brug af en bogholder og på sigt også en revisor, så man har styr på virksomhedens papirarbejde og økonomi.

#7 Registrer virksomheden

Tager du beslutningen om at starte din egen virksomhed, så skal den registreres og tildeles et CVR-nummer. Det foregår på virk.dk og er ret nemt. Disse ting skal du tage stilling til undervejs:

  • Hvis du forventer at omsætte for over kr. 50.000,00 om året, så skal du sætte kryds ved Momsregistrering.

  • Hvis du sælger momsfrie ydelser, så skal du sætte kryds ved Lønsumsafgift.

  • Når din virksomhed er registreret, skal du bestille en NemID-medarbejdersignatur og opsætte en digital postkasse for din virksomhed.

  • Du skal være opmærksom på, at du allerede fra registreringstidspunktet skal opkræve og afregne moms og afgifter til SKAT. Det skal du gøre på skat.dk, hvor du skal tilmelde dig TastSelv Erhverv.

Denne artikel er udarbejdet af Kristian, skribent for Net2kompagniet. Net2kompagniet sælger og monterer bl.a. plast vinduer over hele landet.